Sidste kemo – en milepæl mere.

Sidste kemo var fredag d. 2. oktober. Sikken en milepæl. Jeg havde forberedt et kort til alle sygeplejersker og læger, jeg har haft kontakt med på Hillerød Hospital. De er søde og dygtige hver og en.

Det ville have været dejligt at kunne bage Denne kage fra Spis bedre, men i disse Corona tider købte jeg flødeboller fra Spangsberg, og det er jo heller ikke dårligt. Personalet skulle i hvert fald have noget til kaffen, eller en pause, for de har gjort alverden til forskel.

Underholdning

Underholdning skulle der med til den sidste Pac af 9, med Mads & Monopolet som podcast, den bog jeg er i gang med for tiden. Så er der da underholdning til en eventuel ventetid.

Hvis du er nysgerrig er forfatteren Conn Iggulden, og han har skrevet en serie på fem bøger om Djengis Khan – Historiens største erobrer. Jeg kan bestemt anbefale den, hvis man er til historiske romaner. Der er mange kampscener, men de er beskrevet, så jeg synes de er utrolig spændende.

Tanker

Tanker om sidste kemo, var noget med flag og fejring og milepæl. der var ikke flag,som jeg har set hos andre. Årsagen er, at der jo kan sidde nogen, der er aldrig får sidste kemo, fordi de er i livsforlængende behandling. Jeg synes det er et smukt hensyn at tage.

Bivirkninger – status:

  1. Dårlig nattesøvn (vågner op til 9 gange på 7 timer – går over efter kemo er afsluttet)

2. Massive hedeture (får 5 gange akupunktur hos sygeplejerskerne fordelt over 5 uger – mig hjælper det, og så hjælper det måske ikke at spise søde sager. Skulle blive bedre efter endt kemo, skulle så blive værre igen med antihormoner)

3. Lidt føleforstyrrelser, der er kommet styr på (måske var det mentalt?)

4. Blodårer med arvæv

5. Lidt tørre slimhinder men ikke noget, der ikke er til at holde ud.

Det er der skrevet indlæg om flere steder på bloggen, her er et link.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *