Hvem er jeg?

Det er sådan at jeg selvfølgelig er gift med den dejligste mand (gift på 21. år) og har de skønneste døtre fra h.h.v. 1993 og 1998, for ikke at nævne min svigersøn og det dejligste lille barnebarn fra januar 2019. Det gør det væsentligt nemmere, når man bliver ramt af en brystkræftdiagnose som 51 årig (nu 52).

Derudover er jeg fuldtidsansat som test manager på en skøn arbejdsplads, og har et hav af fritidsinteresser, der er blevet mere tid til både nu hvor ungerne er flyttet hjemmefra, og det har været corona tider.

Mine fritidsinteresser – udover min familie, indbefatter f.eks. Pølsemageri, brødbagning – i det hele taget noget der har med mad at gøre. Derudover er jeg glad for at sy, læse bøger, se netflix serier, se film (det er en stor familiedille – jeg tror nogen gange vi er lidt ulidelige der.) sport f.eks. beachvolley, løb, fitnesshold (for tiden ligger det lidt stille), kajak (nyligt frigivet), rejser og meget mere.

Da jeg skulle søge information der var andet end faktuel havde jeg brug for at læse om kvinder som mig. Der findes masser af kvinder som mig, men de færreste har skrevet om deres forløb med brystkræft. Det er primært unge med kræft. Jeg tror man er ung med kræft hvis man er op til 49 år. Jeg tror man er midaldrende med kræft hvis man er under 60 år. (Det er så mig…) Det tætteste jeg kommer på en fortælling er fra Toliv, selvom hun hører til gruppen “ung med kræft”.